Da hverdagen stjal billedet i Holland

28. JANUAR – 16. JUNI 2024

Særudstillingen samler for første gang værker fra de to kunstnermiljøer, som opstod i sidste halvdel af 1800-tallet på hver sin side af Sundet.

Fra slutningen af 1800-tallet og ind i 1900 blev kunstnerkolonier den nye strømning, hvor kunstnere mødtes henover sommeren for at skabe værker i det fri under fælles inspiration. I Hornbæk og Arild var det de gamle fiskerlejer, lokalbefolkningen, det vidunderlige lys, havet og den karakteristiske natur, der lokkede tidens førende mandlige og kvindelige kunstnere til allerede fra midten af 1800-tallet i nogle af de første kunstnerkolonier.

Samlingspunktet i Arild, der ligger på Kullens østside, var gæstgiveriet Mor Cilla, hvor både svenske og danske kunastnere mødtes. Fra Sverige kom malere som Carl Fredrik Hill, Richard Bergh, Gustaf Rydberg, Elisabeth Keyser, Emilia Lönblad og Gisela Trapp blandt mange andre. Men også danske kunstnere blev tiltrukket af Kullens særegne natur, heriblandt C.F. Sørensen, August Jerndorff, P.S. Krøyer og Viggo Pedersen; sidstnævnte grundlagde endog en malerskole i byen.

Samme kunstnere slog sig i perioder også ned i Hornbæk på Sjællands nordkyst, der med sit charmerende lokalmiljø gav inspiration til stemningsfulde, lysfyldte motiver. Det samme gjorde Carl Locher, Viggo Johansen, Frants Henningsen, Kristian Zahrtmann, Holger Drachmann, L.A. Ring, Astrid Holm, Ebba Carstensen og Peter Raadsig.

Det er disse to levende kunstnermiljøer, som udstillingen sætter fokus på og folder ud med værker fra en særlig epoke i dansk-svensk kunsthistorie.

‘Kunstnerkolonierne Hornbæk & Arild’ er blevet til i et samarbejde med forfatter, dr.phil. Henrik Wivel.

Udstillingen er støttet af 15. Juni Fonden, Arne V. Schleschs Fond, Augustinus Fonden, Beckett-Fonden, Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, Gangstedfonden, Jørgen Kryger og Anne Ammitzbølls Fond, Knud Højgaards Fond, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’ Fond, Letterstedtska Föreningen, Svensk-danska kulturfonden og William Demant Fonden.

Stille stunder og hårdt slid, sprudlende selskaber og drukfester, kærlighed og slagsmål, lusekæmning og madlavning – samt alle pauserne indimellem.

Den 28. januar 2024 åbner Nivaagaards Malerisamling dørene til sin storslåede særudstilling: Da hverdagen stjal billedet - i Holland og Danmark om to perioder i kunsthistorien, der med 200 års mellemrum brød med tidligere tiders fremstillinger i kunsten og lod hverdagen indtage lærreder og udsmykninger i hjemmene.

Udstillingen fokuserer på genremaleriet – folkelivsskildringer, hvor anonyme mennesker spiller hovedrollen i fortællende motiver i hverdagens omgivelser. Billederne er ofte sanselige og humoristiske, pudsige eller moraliserende. Og så er de fulde af detaljer: glitrende kobberkedler, bløde tekstiler og reflekser i et ølglas.

Genremalerierne er ikke dokumentariske, men konstruerede fortællinger om det levede liv; som det kunne ses, høres, lugtes og smages. De rammer fortsat lige ind i vores egne livsfortællinger og fremkalder nærvær, medfølelse, afstandtagen eller et smil i mødet med mennesker fra en svunden tid, skildret af en række af verdenshistoriens største kunstnere.

Som små vinduer åbner malerierne op til intime rum, vilde verdener, utæmmelige følelser, stor skønhed, begær og sult efter livet. Det er disse forsøg på at begribe det daglige liv og de følelser, det rummer, som udstillingen sætter fokus på med mere end 100 værker og indlån fra førende museer og privatsamlinger i Holland, USA, Frankrig, England, Sverige og Danmark.

Hverdag og sanselighed - med 200 års mellemrum

1600-tallets nederlandske og flamske kunstnere retter i stigende grad blikke og pensler mod hverdagens genstande og begivenheder og skabe banebrydende nye fortællinger i billedkunsten om almindelige menneskers liv. Samtidig udvikler de stilleben, landskabsmaleri og marinemaleri. Lige siden har hollandsk barok været beundret og elsket for at skildre den almindelige befolknings liv, med saft og kraft, i bordelscener, kroscener, lysfyldte interiører og muntre gader.

Mængden af malerier eksploderer nærmest i 1600-tallets Holland og spreder sig over den vestlige verden, også til Danmark, hvor motiverne ligger på nethinden som en væsentlig del af den kunst, der former sig op til og i løbet af den danske guldalder. Her begynder kunstnerne først i 1800-tallet at male den nære verden omkring dem: København inden for voldene, borgerskabets stuer og de travle folk i det offentlige byrum, kunstnerne selv, deres venner, kunder og familier.

Mens revolutionen præger andre steder i Europa, er det en stille, velordnet og moralsk verden, de danske guldaldermalere fremstiller. Her findes ikke den samme form for erotik og løssluppen livsglæde som i det hollandske maleri, men en mere tyst form for sanselighed. Og så sitrer humoren stadig i karikerede fortællinger over samfundets persongallerier. I både Holland og Danmark opnår genrebillederne stor popularitet i deres samtid, men i forhold til de tilbedte ’gamle hollændere’ underkendes flere af de danske genremalere i eftertiden.

Barok og guldalder – i samling og aktuel forskning

Nivaagaards Malerisamlings stifter Johannes Hage (1842-1923) var barn af dansk guldalder, og et hollandsk genrebillede blev hans første køb. For museet er det en stor glæde at vise den ambitiøse udstilling Da hverdagen stjal billedet – i Holland og Danmark, som for første gang i et internationalt format sammenføjer to af museets tre samlingsområder; nederlandsk/flamsk 1600-tals kunst og den danske guldalderkunst i 1800-tallets første halvdel.

Udstillingen baserer sig på kunsthistoriker Kasper Lægrings post.doc. forskningsprojekt, finansieret af Ny Carlsbergfondet og huset af Aarhus Universitet, om hollandsk og dansk genremaleri. Sideløbende har udstillingen haft gavn af det igangværende arbejde og foreløbige resultater af forskningen i den nederlandske og flamske samling på Nivaagaards Malerisamling, støttet af Kulturministeriets Forskningspulje og udført af museets specialkonsulent, prof. em. dr. Jørgen Wadum og den hollandske kunsthistoriker, dr. Angela Jager.

Følg os på instagram

This site is registered on wpml.org as a development site. Switch to a production site key to remove this banner.